Hvad kan vi hjælpe med?

Skal min virksomhed momsregistreres?

Ikke alle virksomheder skal momsregistreres - eller kan blive det. Her på siden kan du lære mere om, hvad der skal til, og hvordan du bliver registreret i praksis.

Det er frivilligt at momsregistrere virksomheder, hvis den momspligtige omsætning er under 50.000 kr. inden for en 12-måneders periode.

Det er muligt at registrere en personligt ejet mindre virksomhed (PMV) og få et CVR-nummer uden at registrere sig for moms eller andre pligter.

Du skal normalt registreres og opkræve moms, når du starter en virksomhed, der leverer varer og tjenesteydelser. Det gælder også, hvis du handler med udlandet.

Du skal f.eks. momsregistreres, når du:

  • Fremstiller, bearbejder, udlejer, opbevarer eller transporterer varer
  • Bygger, reparerer, vedligeholder og projekterer fast ejendom
  • Sælger ydelser, som f.eks. rådgivning og vurdering, rejser, reklame, edb og it, forlystelser, servering og arbejdsudleje

Det er ikke noget krav, at du bliver momsregistreret, hvis din omsætning er under 50.000 kr. om året.

Du har dog ret til at blive det, hvilket som regel vil være en fordel for alle parter, hvis dine kunder er momsregistrerede. Hvis du vælger ikke at blive momsregistreret, skal du stadig betale skat af din indtægt.

Visse virksomheder skal ikke betale moms, men i stedet lønsumsafgift. Du skal ikke lønsumsafgiftsregistreres, hvis dit afgiftsgrundlag er under 80.000 kr. om året.

Du skal ikke betale moms, hvis du kun sælger nogle af dine private ejendele eller gør en tjeneste for din familie eller nabo uden at få penge eller noget andet for det.  

Selv om du måske tror, du driver selvstændig virksomhed, kan det være, at SKAT anser dig for at være lønmodtager - eller for at drive en hobbyvirksomhed.

Hvis den virksomhed, du starter, ikke anses for erhvervsmæssig af SKAT, skal du ikke betale moms.

Derfor skal du sørge for at tale med din sædvanlige moms- og afgiftsrådgiver, så du kan få klar besked, inden du starter.

Selvstændig eller lønmodtager?

Du anses normalt for selvstændig, hvis du driver din virksomhed for egen regning og risiko med det formål at få et overskud.

Hvis du i stedet har kontrakt med din arbejdsgiver og ikke løber andre risici, end hvad der er normalt for en lønmodtager, vil du blive anset for lønmodtager.

I så fald kan du ikke blive momsregistreret.

Erhverv eller hobby?

Det er op til SKAT at vurdere, om den virksomhed, du driver, er erhvervsmæssig eller en hobby.

SKAT lægger bl.a. vægt på:

  • Er dit hovedformål at tjene penge?
  • Giver virksomheden et overskud, der kan forrente de penge, du har indskudt, og give dig et rimeligt afkast?
  • Har du grebet driften af din virksomhed professionelt an?
  • Kan din virksomhed leve op til den standard, der er normal inden for branchen?

Hvis svaret er ja til alle disse spørgsmål, vil du normalt blive anset for selvstændig erhvervsdrivende og have ret til at blive momsregistreret.

Din virksomhed kan godt blive anset for erhvervsmæssig på trods af en dårlig indtjening, f.eks. i opstartsfasen.

Hvis dit formål med at drive virksomhed alene er at dyrke en privat interesse (hobby), som f.eks. udlejning af sommerhus, musik, kunst, mini-landbrug, opdræt af hunde og heste mv., kan det være svært at få SKAT til at anse dig for erhvervsdrivende.

Hobbyvirksomheder kører med underskud, og deres købsmoms er som regel større end salgsmomsen, hvorfor de hele tiden skal have udbetalt overskydende moms.

SKAT vil ikke finansiere private hobbyer, og hvis din virksomhed ikke er erhvervsmæssig, vil du blive nægtet momsregistrering.

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.