Bloggen

5 gode råd til erhvervslegatet

5 gode råd til at søge erhvervslegater

Tags: Finansiering

Erhvervslegater er legater som virksomheder kan søge. Der findes et utal af erhvervslegater - både nationalt og internationalt - som virksomheder kan søge. Typisk er der forskellige krav man skal leve op til, men de er der. Up for grabs. Og det bedste af det hele? Erhvervslegaterne kan indbringe mange penge. De svinger helt nede fra 10.000 kroner og helt op til millionklassen, og kan derfor være livsgivende for enhver virksomhed. 

For mange mennesker er opsparingen måske ikke den største, og man er måske ikke klar til at afgive ejerandele til glubske investorer på et tidligt stadie - og her er erhvervslegater et godt alternativ. Dog skal det også påpeges, at når legaterne er af den størrelsesorden som de er, er der typisk mange om buddet. Endvidere findes der også mange professionelle bureauer, der skriver ansøgninger til disse legater, hvilket betyder, at det er med at være helt oppe at støde, når man søger erhvervslegater. Her er fem gode råd, der kan hjælpe med at forøge dine chancer. 

1) Overhold formalia

Hvis jeg havde en krone for hver gang jeg har set virksomheder eller personer forsøge at sende en standardansøgning rundt til 15-20 forskellige legater, ville jeg være en rig mand. Det er dog desværre ikke tilfældet, men det ændrer ikke på det faktum, at mange gør det - og det er en skråplan. Legater, og især erhvervslegater, har et utal af forskellige formaliakrav som bare skal overholdes. Sender du blot en standardansøgning til kontakt@ingenerhverslegater.dk så har du tabt allerede inden 1. halvleg er begyndt. 

Mange fonde har deciderede skemaer du skal udfylde, andre har specielle måder de vil have struktureret ansøgningen på, mens helt tredje måske modtager en video fremfor en skriftlig ansøgning. Pointen er klar. Undersøg, undersøg, underlæg dig. Følg formalia og tag den ekstra tid det måtte tage. Det kan være mange penge værd. 

2) Indholdet er alfa omega

Mange der har studeret, forsket eller noget helt tredje har prøvet at søge et legat - måske på en 10 til 20.000 kroner. Her skriver man en motiveret ansøgning, udfylder måske et spørgeskema og laver et hurtigt budget. Så nemt slipper du ikke, når vi snakker om erhvervslegater. Næ, når fondene skal smide +100.000 kroner efter din virksomhed vil de vide præcist hvad de støtter, og hvordan du har tænkt dig at bruge dem. 

Jeg ville derfor forsøge at opbygge min ansøgning nogenlunde efter følgende principper (dog naturligvis afhængigt af hvilke krav fonden stiller, hvilket fører tilbage til min første pointe):

  1. Projektets idé - den overordnede vision for din virksomhed eller idé
  2. Organisering - Den juridiske struktur, holdets kompetencer og erfaringer, netværk og ledelsesstruktur samt eventuelt advisory board
  3. Økonomien - opstil et retvisende budget, og redegør for virksomhedens finansieringsplan
  4. Målsætninger - hvilke mål vil I nå, og vigtigst af alt, hvordan skal pengene fra legatet hjælpe jer med at nå dem
  5. Målgrupper og aktiviteter - hvem er målgruppen, hvilke aktiviteter vil I lave mv. 
  6. Arenaer og kommunikation - hvor møder I målgruppen, og med hvilket budskab møder I dem?
  7. Konkurrenter - hvem er konkurrenterne, hvordan ligger jeres idé sig op ad den og vigtigst af alt - hvordan differentierer I jer
  8. Eventuelle risici - hvilke risici er der for at projektet fejler?
  9. En kort afslutning

3) Det skrevne ord kan være guld værd

Måske er jeg en smule narcissistisk, men jeg ved at personerne i fondenes højborg er enige med mig. Det skrevne ord er alt. Ansøgningen, og eventuelt endda mailen du sender, er det allerførste indtryk fonden får af dig og derfor er det også vigtigt, at du udstråler professionalisme lige fra starten. Modtager fonden en ansøgning, der er fyldt med stavefejl, kluntede vendinger og haltende formuleringer giver det hurtigt et indtryk af, at personen er sjusket og måske endda doven - og er det så virkelig den person/virksomhed, man gerne vil støtte? 

Selvfølgelig må der, i en lang ansøgning, gerne være en slåfejl hist eller her, det er klart. Men er dine skriftlige evner ikke på toppen, så overvej at få en anden til at hjælpe dig. Og næsten uanset, hvor god du er, anbefaler jeg altid (understreget, fed, udråbstegn), at du får én, der ikke har noget med projektet at gøre til at læse korrektur på din ansøgning. Det er en meget lille anstrengelse for en enorm stor up-side. 

4) Sooner rather than later

Stort set alle legater har en ansøgningsfrist. Det betyder dog ikke, at det er ligesom en aflevering i gymnasiet, hvor man venter til allersidste øjeblik med at sende den. Niks. Jo tidligere du sender ansøgningen, jo bedre. Selvom der er en ansøgningsfrist på legatet, gennemgår fondene løbende ansøgninger, der kommer ind, og derfor forhøjer det dine chancer at søge så hurtigt som muligt. 

Hastværk er dog lastværk. Så lad ikke det at skulle søge in ruf kompromittere kvaliteten af din ansøgning.

5) Hav dokumentationen i orden

Én ting er at have en masse gode pointer og argumentationer, men fondene kræver en stor mængde af dokumentation for virksomhedens eksistens, de ting I har opnået, anden finansiering I har modtaget og lignende. Det er meget vigtigt, at man har styr på alt dette papirarbejde, når man søger erhvervslegatet. En god idé er at sende dem upfront, så fonden ikke skal til at spørge efter dem. Det viser også godvillighed og kan være med til at skubbe dig i den rigtige retning. 

Dokumentation kan også være i form af tilkendegivelser af det I har opnået. Avisartikler, anbefalinger eller lignende er også guld værd, så det ikke bare er dig, der pudser din egen glorie. 

Har du flere gode råd? Skriv til mig, så får vi dem tilføjet

Del indlægget med venner og kollegaer

Blog ekspert

EKSPERTENS BLOGINDLÆG

Mads Koch Petersen

Venture Capital analytiker & selvstændig

Regeringen har efterhånden definitivt givet dødsstødet til IVS-selskabsformen. Men hvad kommer det til at betyde for iværksætterkulturen i Danmark? Specielt studerende, der gerne vil starte op får det svært. Og det er skidt.

Mads Koch Petersen

Venture Capital analytiker & selvstændig

For mange er den hellige gral at komme i landsdækkende, ja måske endda globale, medier og nyde godt af den omtale det giver. Men det er svært. Det kræver blandt andet en god pressemeddelelse, og i denne artikel gives der fem gode råd til, hvordan du skriver den perfekte pressemeddelelse. 

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.