Bloggen

»Årets Unge Håb« - 3 år senere…

Tags: IT

Der er efterhånden sket meget, siden jeg i 2010 fik titlen »Årets unge håb« ved uddelingen af IVÆKSTprisen. Jeg husker stadig aftenen tydeligt; atmosfæren og især spændingen - og så befrielsen og glæden ved at være vinderen. Yes!

Modtagelsen af prisen var for mig og miinto en stor ære, og jeg har altid anset den for at have været medvirkende til, at miinto er blevet til det, det er i dag. Den aften modtog hele teamet og jeg en blåstempling af, at det vi arbejder på hver dag, var noget rigtigt. Vi var stadig en meget ung virksomhed og vi tjente ikke penge endnu, men branchen havde nu givet en blåstempling af det, som vi selv troede stensikkert på.

IVÆKSTprisen åbnede døren for en masse nye ting - ikke mindst fremtidige partnerskaber og investeringer. Miinto er siden 2010 blevet en international forretning, da vi udover Danmark, nu også har en lokal forretning i Norge, Sverige, Holland og Spanien.

At få prisen for »Årets Unge Håb« af anerkendte forretningsfolk, var desuden et skulderklap til mig selv personligt, som forstærkede min tro på mig selv som iværksætter trods min unge alder. Jeg gik direkte fra 9. klasse til handelsskolen og efterfølgende i lære som revisor hos KPMG. Specielt det sidste var en brat opvågning til voksenlivet og jeg blev skræmt af hvor ”kedeligt” det var.

Da jeg valgte at tage skridtet til at blive iværksætter sammen med min Partner Mike Radoor, anede jeg ikke hvad jeg gik ud i – og det hjalp ikke at vi havde valgt at blive iværksættere i modebranchen, hvor vi slet ingen erfaring havde. Jeg stod, og står stadig, jævnligt i situationer, hvor jeg skal tage svære valg og ikke kender det rigtige svar. Det er i sådanne situationer, at prisen som »Årets Unge Håb« har været med til at give mig troen på, at jeg gør noget rigtigt og jeg ”bare” skal fortsætte den vej.

Da min partner Mike Radoor og jeg oprindelig startede miinto, var den grundlæggende idé, at det skulle være muligt for forbrugerne at handle direkte i Danmarks bedste fysiske modebutikker online. Vi boede selv i Odense og var trætte af ikke at have det samme udvalg i tøjbutikkerne.

Siden er ideerne vokset, og det hele har fået nye dimensioner. Man taler tit om, at onlinehandel slår de små lokale butikker ihjel. Jeg er stolt over at have være med til at skabe en forretning, der både tilgodeser forbrugerne og butikkerne, idet vi dagligt skaber en stor omsætning for mindre butikker landet over. På en måde kan man sige at finanskrisen har været en god ting for os. Nichebutikkerne har været nødt til at tænke anderledes for at overleve og det koncept som miinto bygger på, kunne hjælpe dem med netop det. Jeg synes, at det meget godt opsummerer den situation, man jævnligt står i som virksomhedsejer – man ved aldrig, hvad fremtiden bringer, så man er nødt til altid at være klar til at tilpasse sig nye tider, hvilket til tider kan være meget krævende.

For at kunne dette, er det vigtigt at have en bundsolid tro på sig selv, og det man står for. Her har det helt sikkert hjulpet mig at have andres tiltro med i baggagen!

Jeg glæder mig til vi ses til prisfesten d. 5 december!

Mvh.

Konrad A. Kierklo

Leading Co-Founder og Group COO, Miinto 

Besøg Miinto her

Del indlægget med venner og kollegaer

Blog ekspert

EKSPERTENS BLOGINDLÆG

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.