Bloggen

Vær omhyggelig med virksomhedens ansættelseskontrakter

Hvordan undgår du konflikter om dine medarbejderes vilkår? Det gør du først og fremmest ved at være omhyggelig med virksomhedens ansættelseskontrakter.

Bøvl og besværligt

For mange virksomheder er det en ren pestilens at udarbejde ansættelseskontrakter – det betragtes som en administrativ tidsrøver, der ikke har noget med virksomhedens drift at gøre, og det kan være svært at se, hvad kontrakten skal bruges til. Den ligger jo bare i skuffen.

Og så længe kontrakten gør det – ligger i skuffen - er alt i skønneste orden. Men der kan meget nemt opstå tvivl og uenighed om de vilkår, der blev aftalt ved ansættelsessamtalen, og så må kontrakten frem på bordet.


Virksomhedens ansvar

Et eksempel på en unødvendig konflikt: Virksomheden mener at det er aftalt, at der ikke honoreres for ekstra timer, men at alle timer over 37 afspadseres. Det kan være ganske vanskeligt at opretholde, hvis det ikke er skrevet i kontrakten, især hvis der er andre medarbejdere i virksomheden, som får betaling for overtid. Det betyder, at medarbejderen kan have et betydelig krav mod virksomheden, hvis der i en lang periode er optjent mange timer.

Desuden vil kontrakten blive anset for mangelfuld og det kan koste en godtgørelse.


Splid kan ses på bundlinjen

Splid og faglige sager tager tid for både ledelse og medarbejder og det kan skabe dårlig stemning – alt sammen noget der trækker energi og ressourcer.

 

Hvad skal der stå i kontrakten

Hvis din virksomhed er medlem af en arbejdsgiverforening, vil gode råd og vejledning samt skabeloner sandsynligvis kunne skaffes den vej. Desuden kan der være god hjælp at hente, hvis virksomheden har overenskomst. Ellers er der flere udbydere, bl.a. advokater. Husk at skabeloner skal tilpasses din virksomhed.

Hvis du selv vil klare udfordringerne, skal udgangspunktet tages i Ansættelsesbevisloven som siger, at arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår.

Loven giver ikke en fuldstændig opremsning af alle væsentlige vilkår, men nævner 10 oplysninger, der som minimum skal med i kontrakten:

  1. Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
  2. Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsageligt udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæftiget på forskellige steder, samt om hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse.
  3. Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori.
  4. Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
  5. Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.
  6. Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder om der udbetales løn under ferie.
  7. Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom.
  8. Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren har ret til ved ansættelsesforholdets begyndelse, samt tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, f.eks. pensionsbidrag og eventuelt kost og logi. Endvidere skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
  9. Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.
  10. Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller aftaler, der regulerer ansættelsesforholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem disse parter er.

 

 

Ud over disse vilkår skal du tænke på, at ansættelseskontrakten skal minimere, eller gerne helt udelukke, at I bliver uenige om vilkårene. Det betyder, at alt det din medarbejder ikke må være i tvivl om, skal med. Det kan være:

  • Pligt til overarbejde – og hvordan honoreres det.
  • Ingen højeste arbejdstid; jobløn.
  • Rettigheder med hensyn til løn under barsel.
  • Hvordan reguleres lønnen.
  • Særlige forudsætninger for ansættelsen – er det eksempelvis nødvendig at have kørekort.
  • Særlige fridage.
  • Omsorgsdage / feriefridage.
  • E-mail og internetpolitik.

Der kan være mange andre ting, der skal med, dette er kun et eksempel.

Husk – den gode ansættelseskontrakt, der opfylder kravene, skal være tilpasset netop de vilkår, der gælder for dine medarbejdere. Du kan aldrig læne dig fuldstændig op af en skabelon.

Del indlægget med venner og kollegaer

Blog ekspert

EKSPERTENS BLOGINDLÆG

Gitte Aaberg

Jurist og ekspert i persondata og personalejura.

Tags:

Forbliv ajour og up to date med jeres arbejde på persondataområdet.

Gitte Aaberg

Jurist og ekspert i persondata og personalejura.

Det er vigtigt, at din virksomhed er rustet til at administrere medarbejdernes feriefridage ordentligt. Få det fulde overblik over spillereglerne her.

Gitte Aaberg

Jurist og ekspert i persondata og personalejura.

Gitte Aarberg slår fast, hvornår din studentermedhjælper er funktionær, og hvilken betydning det har, for ansættelsesforholdene.

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.