Bloggen

Guide til at skabe værdifulde netværkskontakter

Som selvstændig er du ofte på egen hånd. Evnen til at netværke er derfor en at de vigtigste kompetencer, du har til at udvikle din virksomhed.

I “Hvem vil være millionær?” har deltagerne tre livliner, de kan spørge til råds på vej mod millionen. Som selvstændig kan livlinerne være uendelige, hvis du plejer dit netværk ordentligt.

Så hvordan bliver dit netværk millioner værd for dig?

Man siger, at alle i verden er forbundet med kun seks led. Danmark er et lille land, så her er det sikkert endnu færre led, og da danskere er rimelig uformelle, er det ikke så svært at tale med nogen, der er højere på strå end dig selv.

Det med at kende nogen, der kender nogen, kan derfor hurtigt få dig i kontakt med de rette personer, hvis du er bevidst om hvem, det er, du gerne vil have fat på. Når du skaber en ny relation, får du nemlig ikke kun adgang til personens kompetencer men til hele deres netværk.

Internettet er godt til mange ting, men det tager lang tid at opbygge virtuelle relationer i forhold til at møde nogen personligt. Derfor er det også vigtigt at gå ud og møde andre i den virkelige verden.

Netværksparadokset
Mange dukker op til netværksarrangementer for at sælge. De tror, at networking handler om at dele sit visitkort ud til så mange som muligt, og det at give og få visitkort bliver et mål i sig selv. Problemet er, at ingen kommer for at købe, og at visitkortene lander direkte i skraldespanden.

Netværk handler derimod om relationer og tillid. Nøglen til at få noget ud af netværksmøder er at skabe rigtige relationer til dem, du taler med, så de kan huske dig, når du efterfølgende kontakter dem og vil mødes.

Det drejer sig ikke om, hvor mange visitkort du får eller deler ud men om kvaliteten af relationerne i dit netværk. Hvis ikke du “connecter” med folk, vil de næppe kunne huske dig bagefter, og så mister netværket sin værdi, fordi du stadig er fremmed overfor dem.

Derfor giver det også god mening at netværke med folk, du synes om. Er der ikke kemi, så lad vær med at forcere det – du vil hurtigt fremstå falsk, og det kommer der ikke noget godt ud af.

Invester i din sociale kapital
Hvis du vil skabe en relation til dem, du netværker med, så vær oprigtig interesseret i dem. Tænk først og fremmest på, hvordan du kan hjælpe dem. Du skal så for at kunne høste, så giv noget før du beder om hjælp.

Tingene sker ikke kun til netværksmøder. Gode relationer bygges over længere tid, så du skal også følge op, mødes igen eller holde kontakten på anden vis. Ellers mister kontakten hurtigt sin værdi.

Den rette forberedelse
Det kan være en god idé at øve dig foran spejlet i at præsentere dig selv. Dit kropsprog udgør nemlig 55% af din kommunikation, og din stemme (toneleje og hastighed) 38%. Kun de sidste 7% er det, du siger. Tænker du for meget over at fremstå på en bestemt måde og sige det rigtige, spænder du ben for dig selv. Tal hellere om noget, du oprigtigt brænder for, så du udstråler passion og entusiasme, og vær tilstede i nuet med den, du taler med.

Det kan være fristende at følges med nogen, du kender, fordi det føles trygt. Ulempen er, at du ikke får skabt så mange nye kontakter, fordi du ofte ender med at tale med dem, du er ankommet med. Men det kan være en start, hvis det er nyt for dig.

Vær proaktiv
Vil du gerne skabe kontakter, bør du være proaktiv og tage kontrol over situationen i stedet for at reagere på den. Det kan kræve, at du bevæger dig ud af din comfort zone og udfordrer dig selv.

Du bør som sagt ankomme alene. Prøv at tale med fem nye mennesker, hver gang du går til et netværksarrangement. Du kan fx skabe kontakt ved at sige hej til dem, der selv lige er ankommet alene. Så gør du dem en tjeneste, og det vil de være taknemmelige for.

Gratis netværksarrangement
Hvis du vil styrke dine netværkskompetencer, kan du tage med til netværksarrangementet “Familie og selvstændig - en tryg tilværelse”, hvor jeg blandt andet vil tale.

Her får du teknikker til at styrke dine netværkskompetencer. Du får også rig mulighed for at lære andre selvstændige at kende. Jeg skal nok introducere dig og sørge for, at dialogen glider!

Der vil desuden være foredrag omkring de områder, du skal have styr på, hvis du vil lykkes med familie og forretning, samt hvordan du bedst sikrer dig mod dårlige tider.

Arrangement er gratis og afholdes den 25.november i Codans lækre lokaler i København.

Læs mere og reserver din plads her.

Del indlægget med venner og kollegaer

Blog ekspert

EKSPERTENS BLOGINDLÆG

Christine Gouchault

Ejer af Mors Business, Mentor & Master Coach

Christine Gouchault er dirigent ved netværksarrangementet “Familie og selvstændig - en tryg tilværelse", som afholdes i København og Aarhus i november og december 2016. I dette indlæg fortæller hun om baggrunden for eventet.

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.