Ivækstprisen 2009: Kvinderne løb med priserne
Ved prisuddelingen i går stod det klart, at Ivækstprisen 2009 står i kvindernes tegn. Fire ud af de seks priser gik til kvindelige iværksættere, den kvindelige iværksætter og tv-vært Andrea Rudolph var hovedtaler og Årets kvindelige iværksætter var årets absolut mest populære kategori, hvor 16 nominerede sammen fik over 10.000 stemmer.
Det var med udsigt over sne på tagene i indre København, at Ivækstprisen 2009 blev uddelt i går aftes. Iværksættere fra alle dele af landet var mødt op i for at deltage i fejringen af sig selv og kolleger, og ikke mindst være med ved afsløringen af resultatet af Ivækstprisens store offentlige afstemning, hvor de nominerede i år har modtaget ikke mindre end 30.000 stemmer.
Kvindedominans på prisskamlerne
Laura Ricks, Christina Hembo, Agnete Odgaard-Jensen og Anette Tvedergaard Madsen hed fire af de seks vindere ved prisuddelingen. Hermed viser Ivækstprisens vindere, at iværksættermiljøet måske statistisk tæller flere mænd, men i succes og inspirationskraft er kvinderne i front. Det stod klart allerede efter uddelingen af Årets væksteventyrer, aftenens første pris, som blev overrakt af Allan Sønderskov fra Freetrailer, der er Årets væksteventyrer 2008. Prisen gik til Christina Hembo, der sidste år blev Årets kvindelige iværksætter 2008. Christina har i løbet af 2009 opnået en imponerende vækst og fremgang med sin virksomhed Christina Design London, hvor hun sælger diamanture efter eget design.

Årets væksteventyrer 2009 Christina Hembo, Christina Design London sammen med hovedtaler Andrea Elisabeth Rudolph, Rudolph Care.
Vovemod og overlevelsesvilje
Michael Brahe fra IVÆKST-partner Mamut overrakte prisen til Årets vovehals, der i år gik til en rørt Anette Tvedergaard Madsen fra BlogBusiness for hendes satsning og succes med livet som professionel blogger. Anette overvejede i sin takketale at dedikere prisen til sin bankrådgiver, da hun undervejs har haft svært med at finde opbakning til sit projekt, en oplevelse mange i salen kunne nikke genkendende til. Herefter afslørede Direktør Keith Fobian fra IVÆKSTs partnervirksomhed DANA, hvem der løb af med titlen som Årets overlever - en ny kategori, som er blevet indstiftet for at sætte fokus på de virksomheder, der har udmærket sig på trods af finanskrisen. Her gik æren til Erhvervslokaler.dks Michael Eggert for hans imponerende evne til at tilpasse og vækste sin virksomhed i et marked i forandring.

Country Manager Michael Brahe fra Mamut overrækker prisen til Årets vovehals 2009 Anette Tvedergaard Madsen

Adm. dir Keith Fobian fra DANA overrækker prisen til Årets overlever 2009 Michael Eggert, Erhvervslokaler.dk
Idealist med lyst til fremtiden
Aftenens hovedtaler var Andrea Elisabeth Rudolph, kendt af mange fra Vild med Dans, men som i de seneste år har arbejdet hårdt på opstarten af sit eget firma Rudolph Care, der forhandler økologisk skønhedspleje. Andrea fortalte salens iværksættere, hvordan hun fik inspirationen til at udvikle sin egen svanemærkede hudplejeserie efter et testresultat viste, at hun havde et alarmerende højt indhold af kemikalier i kroppen. Da prisen til Årets idealist 2009 skulle præsenteres, kunne Andrea Rudolph overrække prisen til en anden iværksætter, der også har haft afgørende oplevelse, der satte gang i livet som selvstændig. Årets idealist 2009 blev nemlig den blinde Agnete Odgaard-Jensen, der blev fyret efter 30 års hos Dansk Blindesamfund. Som Agnete fortalte i sin vindertale, har hun dog ikke ladet sig slå ud, men har startet foredragsvirksomheden Soldrys, hvor hun forsætter sit arbejde med at oplyse om blindes vilkår i samfundet.
Den store finale
De sidste priser i onsdagens prisuddeling blev overrakt af sidste års vindere. Årets unge håb 2008 Roy Lemminger og Søren Aamand fra Sentiv kunne præsentere prisen for iværksættere under 25, der gik til en lokal iværksætterkollega fra Vejle. Andreas Fabricius fra Ungarbejde.dk løb af med titlen Årets unge håb 2009 for at have opbygget Danmarks største jobportal for unge, en ære han deler med vennen Rasmus Terp og lillebror Martin Fabricius.
Aftenens store finale blev præsentationen af Årets kvindelige iværksætter, som blev varetaget af aftenens vinder af væksteventyrer-kategorien, Christina Hembo. Christina kunne løfte sløret for, hvilken kvinde der havde modtaget størstedelen af de 10.000 stemmer, der blev afgivet til de nominerede i kategorien. Vinderen var Laura Ricks fra Den gamle skole, der velfortjent vandt prisen for sit 13 år lange arbejde med at levere kvalitetslegetøj til danske forældre og institutioner.

Årets Kvindelige Iværksætter 2009, Laura Ricks - Den Gamle Skole



















